En lille julehilsen fra klubbens formand

Udgivet 30-11--0001, tags: |

Kære alle medlemmer, spillere, trænere, forældre, holdledere, frivillige, bestyrelsesmedlemmer og sponsorer

Et spændende, fantastisk og begivenhedsrigt badmintonår er ved at rinde ud, og jeg vil ønsker jer en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår.

Vi har i år alle haft sjove, hårde, udviklende og spændende træninger, kampe og holdkampe, hvor vi i fællesskab har dyrket verdens bedste sport – Badminton i vores dejlige klub. Vi har sammen hygget os sammen, både før, under og efter holdkampe og træninger, og ikke mindst til vores sociale arrangementer både i og udenfor klubben.

Vi har fejret klubbens flotte 75-års Jubilæum i maj måned med en meget velbesøgt Jubilæumsreception med flotte taler og udnævnelse af tre nye Æresmedlemmer. Vi fortsatte festlighederne med en fantastisk Jubilæumsfest i GSB-ånden med hygge, fest og dans til den lyse morgen.

  • Vi får flere og flere nye medlemmer
  • Vi afholder flere og flere træninger
  • Vi spiller flere og flere holdkampe – næsten 300 og 150 på hjemmebane
  • Vi deltager med flere og flere turneringshold (over 30) i holdturneringen – lige fra U9 til 70+
  • Vi deltager i flere og flere åbne turneringer
  • Vi afholder flere og flere sociale arrangementer
  • Vi er stadig fabelagtige dygtige til at afvikle Åbne Turneringer
  • Vi får flere og flere sponsorer

Vi har en dejlig klub med et højt aktivitetsniveau til glæde for alle klubbens medlemmer, og det kan vi takke alle de frivillige i klubben, som yder en fantastisk indsats til gavn for klubbens medlemmer. Uden jer – ingen klub!

Tak fordi I gør en indsats for klubben og fællesskabet. Og tak fordi I springer til, selvom I sikkert har travlt og mange andre gøremål.

Uden jer kunne det hele slet ikke lade sig gøre.

Jeg ved naturligvis godt, at det ikke altid er en dans på roser at være frivillig, og der kan i sandhed være mange forskellige udfordringer ved at være leder, holdleder eller frivillig. Men hvis regnestykket skal gøres op, er jeg ret sikker på, at alle de sjove oplevelser vinder: glæden, fællesskabet, det sociale samvær, grinene, sammenholdet, taknemmeligheden og alt det andet.

Klublivet og badmintonglæden sprudler, og det er ikke mindst takket være jer.

Jeg ved også godt, at rammerne omkring frivilligheden forandrer sig. Og at der sker en udvikling i frivillighedsbegrebet. Mange vil måske gerne give en hånd med til et enkeltstående arrangement, f.eks. et stævne, mens det måske til gengæld er blevet sværere at rekruttere frivillige, der uge efter uge skal stå for faste opgaver og aktiviteter samt holdkampe.

Som klub vil vi fortsat kæmpe hårdt for, at der tages hånd om de frivillige. For frivilligheden er så utrolig betydningsfuld, og der er mere end nogensinde behov for stærke, meningsfulde og attraktive fællesskaber som vores klub.

Vi glæder os til at hylde, takke og fejre alle jer frivillige i klubben fredag den 5. januar hos klubbens sponsor Madhus 24.

Med disse ord vil jeg ønske alle medlemmer, trænere, forældre, frivillige og sponsorer en glædelig jul og et godt badmintonår 2024.

 

Kristian Boye Nielsen

December 2023

Formand for Gladsaxe Søborg Badmintonklub

Tags

Se alle

Vores sponsorer